Studiemakker på tværs: Kick-off

Om fredagens mødtes vi med de studerende fra 1. semester til studiemakker på tværs kick-off. Vi startede med at samle borderne i små grupper, så vi allerede fra starten kunne sætte os i grupperne, som både bestod af studerende fra 1. semester og studerende fra 3. semester. Vi havde forinden fået til opgave at fordele os i grupperne, så vi fra 3. semester både repræsenterede valgfagene Frontend og Content Creation & Branding. Andrea startede med at byde velkommen til kick-off og kombinerede introduktionen af studiemakker på tværs med små icebreakers, så vi havde mulighed for at lære hinanden at kende på tværs af semestrene. Det var en fin start på dagen. Vi skulle blandt andet lave en kort præsentation af os selv, konkurrere med de andre grupper om at lave det højeste tårn af 10 stykker papir, opfinde vores eget land med tilhørerende flag, slogan og nationalret samt planlægge, hvornår vi ønskede at afholde det sidste obligatoriske møde. Vi – primært os på 3. semester – fik også et projekt, som vi skal arbejde på i forbindelse med studiemakker på tværs. Vi afsluttede dagen med pizza-“fest”, sodavand og en masse hyggelige snakke på tværs af grupperne.

Gruppen bestod af: Martin (1. semester), Rasmus (1. semester), Silas (1. semester), Alberte (1. semester), Ela (frontend), Mathilde (frontend), Liana (content), Sheila (content), Rikke (content) og Sarah Lykke (content).

Forventningerne til studiemakker på tværs

Jeg kan huske, at jeg ikke havde de største forventninger til studiemakker på tværs, da vi blev introduceret for det på 1. semester, men denne gang kan jeg mærke, at det er anderledes. Jeg ser frem til at kunne dele ud af mine kompetencer og erfaringer, og forhåbentlig kan vi være med til at hjælpe de studerende på 1. semester og sikre, at de får en god start på uddannelsen. Jeg forventer, at vi alle møder op til de aftalte møder, og at vi engagerer os og bidrager med de kompetencer, som vi hver især har at byde ind med. Det er vigtigt for mig, at vi kan skabe et rum, hvor man tør komme med sine spørgsmål, frustrationer og succeshistorier, og hvor vi kan motivere og støtte hinanden.

Refleksion

Jeg synes virkelig, at det var en god oplevelse at være med til studiemakker på tværs kick-off. Jeg slappede mere af denne gang, og det skyldes med stor sandsynlighed, at jeg vidste, hvad det handlede om denne gang. Det var imponerende at se, hvordan de studerende fra 1. semester bare kastede sig ud i det. De virkede meget motiverede, nysgerrige og åbne, og det gjorde det hele meget lettere. Man kunne virkelig mærke, at Andrea havde gjort sig umage og skabt rammerne for en god dag, hvor vi havde mulighed for at lære hinanden at kende, planlægge de kommende møder og forventningsafstemme med hinanden. Jeg fik virkelig et godt indtryk af de studerende fra 1. semester, og jeg ser frem til at kunne hjælpe dem godt på vej med de kommende projekter.

Jeg kan også mærke, at studiemakker på tværs er med til at bekræfte en i, hvor meget man har lært gennem det seneste år. Det er virkelig motiverende at mærke, at man har udviklet en masse kompetencer, som man kan bruge og videregive til andre.