Design Challenge Workshop

I forbindelse med Design Challenge Workshoppen på 2. semester fik vi allerede inden workshoppen til opgave at udvælge en branche, som vi ønskede at arbejde med, og vi skulle samtidig undersøge relevante UI tendenser inden for den valgte branche. Vi kunne vælge mellem servicevirksomheder, e-handel, håndværker forretninger og offentlige institutioner. Jeg valgte at arbejde med en servicevirksomhed og påbegyndte herefter min research.

Med udgangspunkt i den valgte branche skulle vi designe en hjemmeside. Designet skulle udarbejdes i Figma med anvendelse af grid, og hjemmesiden skulle udvikles i både desktop- og mobilversion. I processen skulle vi inddrage den viden, som vi har opnået gennem undervisningen og have fokus på adfærdsdesign, visuel identitet og principper inden for brugervenlighed. Derudover skulle hjemmesiden i videst muligt omfang leve op til udvalgte kriterier fra WCAG, herunder appearance, color contrast, mobile and touch samt animation.

Den afsluttende del af workshoppen bestod i at lave en præsentation af vores design. Designet skulle præsenteres i device mockups (både desktop og mobil), og præsentationen skulle være fængende og visuelt appellerende – tænkt som et pitch af løsningen. Derudover skulle vi inkludere en kort beskrivelse af vores designvalg og begrunde dem med afsæt i de designprincipper, som vi havde arbejdet med.

Vi indledte præsentationsdelen i mindre grupper, hvor vi præsenterede for hinanden. Herefter skulle vi udvælge et design fra gruppen, som skulle præsenteres for resten af klassen.

Research af virksomheden

Jeg havde allerede hjemmefra besluttet, at jeg gerne ville arbejde med servicevirksomheden, Baker Boys. Baker Boys er et bageri og café, som ligger i det populære Skibhuskvarter i Odense C. Baker Boys er passionerede og brænder for deres håndværk, og de har gennem de seneste år opnået stor succes. Når man besøger bageriet møder man altid smilende medarbejdere og deres bagværk udstråler kvalitet, og det samme gør smagen. Man mærker med andre ord kvaliteten og passionen.

Under min research af deres digitale tilstedeværelse bemærkede jeg, at deres visuelle identitet ikke fremstår klar og sammenhængende – hverken på tværs af de digitale platforme (hjemmeside og SoMe) eller deres fysiske bageri og café. Jeg ønskede derfor at udarbejde et redesign af hjemmesiden (både desktop og mobil), hvor jeg arbejde med adfærdsdesign, visuel identitet og principper inden for brugervenlighed.

Den visuelle identitet

Jeg ønskede at arbejde med den visuelle identitet, så den digitale tilstedeværelse hos Baker Boys afspejler deres passion og høje faglighed inden for bagværk. Vi havde en kort tidsramme fra kl. 08.15 – 14.00, og derfor vidste jeg, at jeg måtte beslutte, hvordan mine prioriteringer skulle fordeles, så jeg både overholdte kravene til opgaven og leverede et produkt, som jeg kunne være nogenlunde tilfreds med.

Jeg brænder for at arbejde visuel identitet, men vidste på forhånd, at jeg også gerne ville nå i mål med de resterende krav, og derfor følte jeg ikke, at jeg havde tid til at fordybe mig ordentligt i denne del af opgaven. Det var rigtig ærgerligt, da det er et af de faglige områder, som jeg virkelig brænder for.

Jeg udarbejdede en style tile, som skulle skabe fundamentet for den visuelle identitet. Jeg valgte den varme brune tone, da den understøtter deres bagværk, høje faglighed og kvalitet. Den hvide skaber ro, luft og læsbarhed. Kombinationen af de to nuancer giver et minimalistisk og eksklusivt udtryk, og sikrer desuden høj læsbarhed og opfylder WCAG’s krav til kontrast.

Principper inden for brugervenlighed

I mit redesign af Baker Boys har jeg arbejdet med centrale principper inden for brugervenlighed for at skabe en mere intuitiv, overskuelig og effektiv brugeroplevelse.

Jeg har skabt en tydelig og enkel navigation, så brugeren altid ved, hvor de befinder sig, og nemt kan bevæge sig mellem siderne. Bookingprocessen er gjort overskuelig med strukturerede felter og dropdown-menuer, hvilket understøtter princippet om genkendelse frem for hukommelse og reducerer risikoen for fejl. Brugeren får desuden en bekræftelse efter reservationen, hvilket skabet tryghed og synlighed af systemstatus.

Designet er holdt konsistent på tværs af siderne med ens farver, typografi og opbygning, så oplevelsen bliver forudsigelig og let at forstå. Samtidig har jeg arbejdet minimalistisk med god luft og tydelige sektioner, så indholdet er nemt at skimme.

Adfærdsdesign

Jeg har også arbejdet med adfærdsdesign i forbindelse med mit redesign for at guide brugeren mod den ønskede handling. Den primære call-to-action “Book bord” er fremhævet gennem central placering, større størrelse og tydelig kontrast. Det gør både handlingen intuitiv for brugeren og let at få øje på.

Navigationen er holdt enkel med få og klare valgmuligheder, hvilket reducerer den kognitive belastning i tråd med Hick’s Law – jo færre valg, jo hurtigere beslutning. Knapperne er samtidig gjort store og tydelige, så de er nemme at ramme. Det understøtter Fitt’s Law, som beskriver, at større og tættere mål er hurtigere at interagere med.

Layoutet er bygget op efter et grid i Figma, hvilket skabet struktur, visuel balance og konsistens. Jeg har opdelt informationsarkitekturen i en naturlig rækkefølge, der guider brugeren trin for trin mod booking. Brugeren får en tydelig bekræftelse på reservationen, hvilket giver klar feedback og skaber tryghed i processen.

Refleksion

Design Challenge Workshoppen har virkelig været en spændende og ikke mindst lærerig workshop, hvor der var plads til at fordybe sig individuelt. En stor del af uddannelsen handler om gruppearbejde, og det var derfor utrolig rart at have mulighed for, at kunne fordybe sig individuelt. Det giver plads til, at man kan lade kreativiteten blomstre, og man har samtidig rig mulighed for at blive opmærksom på sine egne styrker og svagheder – det kan sommetider være svært at mærke, når man samarbejder om opgaverne i en gruppe.

Jeg har altid store ambitioner og forventninger til mig selv, og selvom at det pressede mig, at vi kun havde fra kl. 08.15 – 14.00, så var det en god øvelse for mig – særligt når det handler om at prioritere sine arbejdsopgaver – hvad er det vigtigste og hvad kan vente? Jeg mærkede hurtigt, at jeg måtte gå på kompromis nogle steder, hvis jeg skulle nå i mål med opgaven, og selvom det ikke er tilfredsstillende at skulle præsentere noget, som man ikke er helt tilfreds med, så er der enormt meget læring i processen. Jeg havde meget fokus på at skabe et flow gennem hjemmesiden, og jeg ville ønske, at jeg havde haft mere tid til at gå i dybden med den visuelle identitet. Jeg havde mange idéer, som jeg desværre ikke kunne nå i mål med – og igen handler det nok om, at jeg skal være bedre til at prioritere mine arbejdsopgaver.

Jeg synes til gengæld, at det var imponerende at se, hvor langt man kunne komme på mindre end én dag, når man tænker på, at vores første projekt på 1. semester handlede om at redesigne en eksisterende hjemmeside. Det bekræftede mig i, at jeg er kommet utrolig langt på den første del af uddannelsen, og at jeg er blevet bedre til at bruge teorien i praksis. Det har været et af mine mål fra starten, og det er fedt at mærke, at man allerede har udviklet sine faglige kompetencer.

Jeg kunne sagtens have brugt to dage til denne workshop, og på mange måder kunne det have været en sjov udfordring at fortsætte processen dagen efter – med friske øjne. Den gav til gengæld et godt indblik i, hvor meget man kan nå under en kort tidsramme, og det er med sikkerhed relevant at kunne arbejde under tidspres, når man kommer ud i virksomhederne efter uddannelsen.