Content Challenge Workshop
Content Challenge Workshoppen blev afholdt i forbindelse med Forskningens Døgn og havde fokus på, hvordan man kan skabe relevant kommercielt indhold til sociale medier som TikTok og Instagram. Formålet var at arbejde med, hvordan forskellige virkemidler fungerer på forskellige sociale medier, samt hvordan viden om forbrugeradfærd kan bruges til at skabe relevant indhold til forbrugerne.
Workshoppen startede med en velkomst og introduktion ved Gitte og Gry. Herefter blev vi inddelt i grupper og lavede en icebreaker-øvelse, hvor vi talte om, hvilke sociale medier vi bruger, hvad vi ser på dem, og hvilken funktion sociale medier har for os. Som forberedelse havde jeg læst briefen på forhånd, så jeg var orienteret om konteksten for opgaven. I briefen skulle vi arbejde med content creation til TikTok og Instagram og udvikle indhold til den samme virksomhed, men tilpasset de to forskellige platforme.
Vi arbejdede sammen i grupper, som vi selv havde sammensat, og jeg var i gruppe sammen med Liana, Sheila og Rikke. Det fungerede super godt.

Oplæg om TikTok
Efter introduktionen fik vi et oplæg om TikTok af Gitte, hvor vi blandt andet talte om vores tanker og brug af platformen. Herefter arbejdede vi i grupper med første del af opgaven, hvor vi skulle udvikle et contentformat til TikTok med udgangspunkt i platformens forbrugeradfærd. Vores idé tog udgangspunkt i en TikTok-trend, hvor man siger “jeg køber den her, hvis den koster under x kroner”. I vores version foregår det i en Røde Kors butik, hvor personerne bliver meget overraskede og glade, når tøjet viser sig at være billigt. Hooket i de første sekunder er derfor en person, der meget overrasket står med et stykke tøj i hånden. Brugerværdien ligger i at inspirere andre til at tage i genbrug, finde gode priser og samtidig støtte et godt formål. For at skabe autenticitet valgte vi et håndholdt kamera og et mindre opstillet udtryk, så videoen virker som en naturlig oplevelse. Formatet tager udgangspunkt i en trend, og indholdet er kort, upoleret, inspirerende og underholdende, hvilket passer til den måde indhold typisk bruges på TikTok.
Oplæg om Instagram
Herefter fik vi et oplæg om Instagram af Gry. Efter oplægget arbejdede vi videre med anden del af opgaven, hvor vi skulle udvikle content til samme virksomhed, men tilpasset Instagram. Her overvejede vi blandt andet målgruppen, som vi vurderede kunne være lidt ældre og mere seriøs end på TikTok, og derfor med et større fokus på æstetik. Indholdet skulle have fokus på bæredygtighed, miljø og genbrug, og vise hvordan man kan skabe en unik og moderne stil gennem genbrugstøj. Vi arbejdede også med, hvordan indholdet kunne være virkelighedsnært, så brugeren kan spejle sig i det. I forhold til algoritmen talte vi om at skabe et hook, der får brugeren til at se mere og følge med fremover. Vi diskuterede også etiske dilemmaer ved brug af influencere, blandt andet risikoen for at ramme en forkert målgruppe, miste kontrol over budskabet samt udfordringer med autenticitet.


Feedback, evaluering og posterreception
Til sidst blev grupperne sat sammen to og to, hvor vi præsenterede vores idéer og overvejelser for underviseren, og her fik vi feedback på vores arbejde. Det var rigtig spændende at høre, hvordan den anden gruppe havde grebet opgaven an, og det var en god måde at sætte ord på teorien og koble det sammen med vores praktiske arbejde. Workshoppen blev afsluttet med en evaluering og et besøg i Hal C, hvor vi kunne se andre igangværende forskningsprojekter på UCL erhverv. Vi fik en sodavand og kiggede rundt blandt de mange forskellige posters. Det var super spændende at se, hvor stort et arbejde der bliver lagt i forbindelse med vidensdeling.
Refleksion
Jeg synes, at det har været en utrolig spændende og lærerig workshop. Det var spændende at arbejde med content creation til forskellige sociale medier og få en bedre forståelse for, hvordan indhold skal tilpasses den enkelte platform og den måde, brugerne interagerer med indhold på. Oplæggene om TikTok og Instagram gjorde det tydeligt, at selvom platformene begge bruges til visuelt indhold, er der store forskelle i både format, forventninger og den måde indholdet bliver præsenteret på.
Jeg kunne især godt lide, at vi arbejdede meget praktisk til workshoppen. Det var fedt at arbejde med en konkret opgave, hvor vi havde mulighed for at koble teorien på. Det gjorde det lettere at forstå, hvordan de forskellige overvejelser omkring målgruppe, format og brugerværdi spiller en rolle i praksis. Gruppearbejdet gjorde også, at vi kunne sparre med hinanden og udvikle idéerne sammen.
Jeg synes også, at det fungerede godt, at opgaverne blev lavet under “tidspres”, da det gjorde, at vi arbejdede mere fokuseret og hurtigt fik omsat vores tanker til konkrete idéer. På den måde nåede vi meget på kort tid, og det gav et godt indblik i, hvordan man i praksis ofte må arbejde effektivt, når man udvikler indhold til sociale medier. Derudover var det også relevant at få feedback på vores idéer og høre de andre gruppers tanker. Det gav nye perspektiver på, hvordan den samme opgave kan løses på forskellige måder. Afslutningen i Hal C, hvor vi kunne se andre forskningsprojekter, gav samtidig indblik i noget af det arbejde, der foregår på skolen. Det var super spændende.
Samlet set gav workshoppen mig en bedre forståelse for arbejdet med content creation til sociale medier og for de overvejelser, der ligger bag udviklingen af indhold til forskellige platforme. Denne workshop kunne sagtens have været længere, da tiden gik hurtigt.
