Eksamensprojekt: Content Creation & Branding for Lalandia
I forbindelse med eksamensprojektet på 3. semester arbejder vi med et klientbaseret projekt, hvor målet er at udvikle en eller flere multimedieløsninger, der tager udgangspunkt i en konkret problemstilling hos en klient og skaber værdi for den relevante målgruppe.
Vi blev allerede introduceret for eksamensprojektet på vores første dag efter sommerferien, og min gruppe og jeg besluttede hurtigt, at vi gerne ville starte processen tidligt, da vi selv havde ansvaret for at finde en klient. Projektet bygger på metoder, teorier og værktøjer fra 3. semester og mit valgfag Content Creation & Branding. Gennem projektet arbejder vi med hele processen fra research og idéudvikling til produktion, test og evaluering. Det handler derfor ikke kun om det færdige produkt, men også om at kunne begrunde vores valg og løbende tilpasse løsningen på baggrund af vores undersøgelser og feedback.
På denne side i min procesportfolio dokumenterer og reflekterer jeg over min egen rolle og udvikling gennem projektet – fra de første undersøgelser og idéer til de valg, jeg (sammen med min gruppe) træffer undervejs, og det endelige resultat.
Gruppen bestod af: Liana, Rikke, Sheila og Sarah Lykke
Sprint 1: Uge 33 – 36
Efter kick-off besluttede vi os for at sætte os sammen i gruppen for at brainstorme virksomheder, som vi kunne kontakte i forbindelse med projektet. Vi var alle fire motiverede og enige om, at vi gerne ville tage kontakt til nogle større virksomheder, som kunne være spændende at arbejde med. Herefter oprettede vi en fælles mappe på Google drev, som vi kunne strukturere i forskellige mapper. Det fungerede godt til vores sidste eksamensprojekt, og det er med til at skabe et bedre overblik og en god struktur gennem hele projektet. Vi startede også på gruppekontrakten og havde en god snak om forventningerne til eksamensprojektet på 3. semester.
Udarbejdelse af scrumboard
Vi besluttede i fællesskab, at vi gerne ville bruge Scrum i forbindelse med projektstyringen, da det tidligere har fungeret godt for os alle fire. Det skaber både gennemsigtighed i vores arbejdsproces og et bedre overblik over de forskellige produktleverencer, som eksamensprojektet skal indeholde. Det er vigtigt for os alle, at vi har en god struktur gennem hele projektet, og derfor opdaterer vi løbende vores Scrumboard.
Vi besluttede også i fællesskab, at Liana er Scrum Master, Sheila er Product Owner og Rikke og jeg er Developers. Desuden indførte vi Daily Stand Ups, hvor vi alle fire kort har mulighed for at sætte ord på de opgaver, som vi arbejdede med dagen før, og de opgaver, som vi skal arbejde med på den pågældende dag. Det er en effektiv og rigtig fin måde at få et overblik over hinandens opgaver på, uden at det tager lang tid.

Godkendelse af klienten: Lalandia
Vi besluttede at kontakte Lalandia i Billund, da vi alle fire synes, at det er en rigtig spændende virksomhed. Vi har ofte snakket om, at det kunne være en spændende udfordring at arbejde med kommunikation i forbindelse med oplevelser, og derfor var vi utrolig glade, da Lalandia vendte tilbage på vores forespørgsel. Vi havde formuleret en uddybende mail, hvor vi præsenterede os selv, forklarede lidt om eksamensprojektet og vores valgfag (Content Creation & Branding) og samtidig nævnte nogle af de vigtigste forudsætninger for, at vi kunne indgå et samarbejde. Herefter aftalte vi en dato, hvor vi kunne afholde et onlinemøde. Dette var blandt andet for både at mærke, om kemien var den rette, forventningsafstemme og samtidig høre lidt nærmere om virksomheden og nogle af de problemstillinger, som kunne være relevante for os at arbejde videre med.
Vores onlinemøde gik rigtig godt, og vi havde alle fire en super god mavefornemmelse bagefter. Vi tog derfor en snak med Rasmus på skolen efter mødet, hvor vi drøftede problemstillingerne, målgruppen og de praktiske ting, som vi naturligvis også skulle tage stilling til – herunder transportmuligheder til Billund. Han godkendte klienten. Klienten skulle også godkendes af Marc, og derfor tog vi til online vejledning dagen efter for at drøfte de samme ting, og han godkendte også klienten. Det var virkelig en skøn følelse, og vi var meget motiverede for at komme igang med projektet.
Interessent- og risikoanalyse
Som en del af projektets indledende fase udarbejdede vi en interessent- og risikoanalyse. Formålet var at få et bedre overblik over de personer og faktorer, som kunne have betydning for projektets udvikling og vores samarbejde med Lalandia. Interessentanalysen hjalp os med at identificere de forskellige interessenter omkring projektet og vurdere, hvilken betydning og indflydelse de havde. Her var Lalandia naturligvis en central interessent, men vi forholdt os også til andre interessenter. Risikoanalysen brugte vi til at identificere mulige udfordringer, som kunne opstå undervejs. Det kunne f.eks. være sygdom blandt gruppemedlemmerne, koordinering med klienten eller tidspres. Ved at identificere de forskellige risici tidligt kunne vi samtidig overveje, hvordan vi bedst kunne forebygge eller håndtere dem, hvis udfordringerne skulle opstå. Begge analyserne gav os et bedre grundlag for projektplanlægningen og gjorde os mere bevidste om, hvilke forhold vi skulle være opmærksomme på undervejs.
Problemforståelse og målgruppe
Efter vores første møde med Lalandia begyndte vi at undersøge, hvilken kommunikationsmæssig udfordring vi kunne arbejde videre med. Vi besluttede. at vi ville undersøge, hvordan Lalandia kan kommunikere til den næste generation af børnefamilier, så kommunikationen både er relevant og interessant, samtidig med at den passer til Lalandias univers.
På baggrund af vores indledende research afgrænsede vi målgruppen til unge børnefamilier i alderen 25-40 år med børn i alderen 0-12 år. Vi ser målgruppen som digitalt orienteret og med fokus på kvalitetstid, oplevelser og fællesskab med familien. Sociale medier spiller en central rolle i deres søgen efter inspiration, hvilket gjorde det relevant at undersøge, hvilken type indhold og kommunikation der kan fange deres opmærksomhed. På den baggrund formulerede vi vores første udkast til en problemformulering.
Hvordan skal Lalandia kommunikere til næste generation af børnefamilier?
Primær- og sekundær research
For at få en bredere forståelse af Lalandia, målgruppen og den eksisterende kommunikation, besluttede vi at kombinere primær- og sekundær research. Vi ønskede både at undersøge, hvad der allerede findes af viden og kommunikation, og samtidig indsamle vores egen data direkte fra målgruppen og Lalandias gæster.
Som en del af vores sekundære research vil vi arbejde med desk research og netnografi. Her vil vi blandt andet undersøge Lalandias eksisterende kommunikation, deres tilstedeværelse på sociale medier (Instagram) og den måde, målgruppen interagerer og taler om ferie, oplevelser og familieliv online.
Vores primære research vil bestå af semistrukturerede interviews, et spørgeskema og en fysisk gæsteundersøgelse i Lalandia i Billund. Interviewene skal give os mulighed for at gå mere i dybden med målgruppens tanker og behov, mens spørgeskemaet skal give os mulighed for at indsamle bredere besvarelser. Gæsteundersøgelsen skal samtidig give os et indblik i de mennesker, der allerede bruger Lalandia, og deres oplevelse af stedet.
Ved at kombinere primær- og sekundær research håber vi at kunne se problemstillingen fra flere perspektiver og senere sammenholde resultaterne på tværs af undersøgelserne. Vi forventer, at de forskellige undersøgelser kan give os et bredere grundlag for at identificere mønstre og blive klogere på, hvordan vi senere i processen kan træffe beslutninger om, hvordan vi bedst kommunikerer og skaber indhold til målgruppen.
Projektdokumentar
I forbindelse med eksamensprojektet skal vi også producere en 10-15 minutters projektdokumentar, som følger hele processen fra projektets start til det færdige resultat. Dokumentaren skal både dokumentere vores arbejde, projektstyring og udviklingen af vores produkter, men samtidig være underholdende og interessant at se for vores undervisere. Desuden skal vi anvende metoder og teorier fra 3. semester i produktionen, som passer til vores valgfag Content Creation & Branding.
Vi startede allerede tidligt i processen med at lave en brainstorm i forbindelse med projektdokumentaren, da vi har erfaret fra tidligere, at det er utroligt vigtigt at starte optagelserne tidligt – og at have en plan. Vi besluttede, at vi ønskede at filme i samme stil som The Office, og jeg må indrømme, at jeg aldrig har set serien, og måske er det grunden til, at jeg hoppede med på idéen så hurtigt. Jeg kunne sagtens forestille mig, at projektdokumentaren kunne blive underholdende, hvis det lykkedes for os, at fastholde The Office-stilen gennem hele videoen.
Idéudvikling
Vi havde en masse idéer allerede, da projektet startede, og da vi fik bekræftet, at vi skulle arbejde med Lalandia som klient gennem eksamensprojektet, kunne vi hurtigt begynde at udvikle dem. Det har været rart, at vi har kunne starte idéudviklingen tidligt i processen, samtidig med at vi har indsamlet primær- og sekundær data.
En af opgaverne i forbindelse med vores første pitch var at skabe to iterationer, og derfor kunne vi allerede “tillade” os at idéudvikle, teste og forbedre vores idéer tidligt i processen – og det var virkelig fedt! Vi har alle fire haft lyst til at arbejde mere med Pull end Push, og derfor tog vores første iterationer udgangspunkt i en mere langsigtet strategi, hvor man kommunikerer til følelserne og de minder, som ferier og oplevelser kan skabe.
Forberedelse af første pitch
Vi var en smule pressede over, at vi allerede tidligt i processen skulle forberede et pitch på 8 minutter – lige indtil vi opdagede, at vi faktisk var ret godt med i forhold til de punkter, som vores præsentation skulle indeholde. Vi havde både styr på klienten, problemformuleringen, målgruppen, projektstyringen, de to første iterationer, og vi havde også allerede gjort os en del tanker i forbindelse med klientrapporten.
Refleksion
Vi har haft en rigtig god start på eksamensprojektet, og det har betydet meget for os, at vi fandt en klient tidligt i processen, da det har gjort det lettere at overholde vores tidsplan. Det første sprint har samtidig været meget overvældende, da vi har haft en del undervisning løbende, som har taget meget af vores tid. Til gengæld har det været en stor fordel, at vi har kunne inddrage vores klient, Lalandia, i undervisningen. Det har givet os en bedre forståelse af de forskellige teorier og metoder, som indgår i vores valgfag Content Creation & Branding, fordi vi har kunne koble dem direkte til vores projekt.
Vi har haft en rigtig god kommunikation i gruppen, og vi har også været gode til at mødes før og efter undervisningen eller på vores “fridage”, når der har været behov for det. Jeg kan mærke, at jeg er virkelig motiveret og synes, at det er spændende at få lov til at arbejde med en større virksomhed. Det er samtidig meget motiverende at beskæftige sig med det, som jeg brænder allermest for. Jeg har virkelig set frem til at starte på 3. semester og kan allerede mærke, at jeg har valgt den helt rigtige retning.
Sprint 2: Uge 37 – 40
Det første sprint fløj afsted, og vi mærkede for alvor, at man skal huske at bruge tiden, når man har den. Selvom vi havde krydset en masse praktiske flueben af i det første sprint, så havde vi alligevel en del hængepartier, som vi havde brug for at få styr på i starten af vores andet sprint. Om mandagen startede vi morgenen med at pitche, og herefter mødtes vi i gruppen, hvor vi blandt andet fik styr på vores research. Vi havde nemlig sat mange ting igang, men der var flere ting, der skulle tjekkes igennem og færdiggøres, for at vi kunne komme videre i processen. Det blev derfor en god og produktiv start på andet sprint.
Præsentation af vores første pitch
Vi startede vores 2. sprint med at præsentere vores første pitch foran Rasmus, Marc og to andre grupper. Vi var en smule nervøse, og det skyldes nok mest af alt, at vi ønskede at gøre det godt. Det der især var fedt ved at skulle pitche så tidligt i processen var, at man fik en lille øvelse i at præsentere projektet – og argumentere for tilvalg og fravalg. Og det gik rigtig godt! Vi fik ros for vores præsentation og fik bekræftet, at vi var der i processen, hvor både Rasmus og Marc forventede, at vi var. Derudover fik vi konstruktiv feedback på vores scrumboard, hvilket var rart så tidligt i processen.
Forberedelse til virksomhedsbesøg hos Lalandia i Billund
Efter præsentationen af vores første pitch satte vi os sammen i gruppen, hvor vi havde fokus på at få styr på de sidste forberedelser til virksomhedsbesøget hos Lalandia i Billund, som vi skulle på senere på ugen. Vi havde undersøgt mulighederne for at låne t-shirts med UCL logo på, men da dette ikke var en mulighed, besluttede vi i stedet at tage en hvid t-shirt på og kombinere den med en UCL keyhanger, hvor vi selv lavede navneskilte og satte dem på. Vi ønskede nemlig at vise, at vi var studerende, når vi skulle ud og snakke med gæsterne i Lalandia.
Derudover fik vi printet vores gæsteundersøgelse – både på dansk og på engelsk – og en plakat med en kort fangende overskrift samt en QR-kode til de gæster, som ønskede at besvare gæsteundersøgelsen digitalt. Da vi nærmere os frokostpausen, besluttede vi at gå ned i media lab for at låne kameraudstyr, som vi skulle bruge i forbindelse med virksomhedsbesøget hos Lalandia i Billund.
Virksomhedsbesøg hos Lalandia i Billund
Om torsdagen tog vi på virksomhedsbesøg hos Lalandia i Billund. Vi mødtes allerede om tidligt om morgenen, da vi havde aftalt med deres kommunikationsmedarbejder at mødes kl. 10.00. Vi havde en rigtig hyggelig køretur med snacks og hyggelige snakke, og så nåede vi også en hurtig vejledning med Rasmus og Marc, da vi allerede på køreturen havde udfordringer med vores kameraudstyr.
Da vi ankom til Lalandia i Billund, blev vi budt velkommen. Vi startede med en rundvisning, hvor vi fik mulighed for at stille spørgsmål og snakke undervejs. Det var virkelig en god oplevelse, og vi var alle meget overraskede over stemningen og faciliteterne. Efter rundvisningen stillede vi et rundt bord op foran indgangen, hvor vi havde mulighed for at stå med vores gæsteundersøgelse. Vi oplevede en smule udfordringer med at få besvarelser fra børnefamilierne, da de fleste enten lige var ankommet eller skulle videre til aktiviteter med deres børn. Det havde vi naturligvis fuld forståelse for, og vi var meget opmærksomme på, at det skulle være en god oplevelse for gæsterne.
Vi tog derfor en lille pause og kørte med toget ud for at se de udendørs faciliteter, som Lalandia i Billund har at byde på. Det var virkelig hyggeligt, og det overraskede os, at der var så mange fine legepladser og områder, hvor man kunne nyde naturen og slappe af i naturskønne omgivelser.
Da vi kom tilbage til vores lille “stand”, kunne vi se, at der havde været gæster henne og kigge på gæsteundersøgelsen, og der lå enkelte besvarelser, som vi kunne tage med hjem. Vi snakkede om, hvordan vi fremadrettet kunne forberede os endnu bedre og møder gæsterne der, hvor de har tiden og overskuddet til at besvare spørgsmål. Det var overordnet set en rigtig god oplevelse, hvor vi fik en masse erfaringer, som vi kan bruge senere i projektet.
Analyse af brugerindsigterne
Efter at vi havde indsamlet vores primære research, begyndte vi at analysere de forskellige brugerindsigter. Vi startede med vores semistrukturerede interviews, hvor vi brugte et affinity diagram til at skabe overblik. Vi samlede svarene i temaer og kiggede efter mønstre på tværs af interviewene. På den måde kunne vi få øje på nogle af de behov, ønsker og udfordringer, der gik igen hos målgruppen.
Vi gennemgik også vores spørgeskemabesvarelser for at se, om de kunne understøtte eller udfordre de indsigter, vi havde fået fra interviewene. Det var spændende at sammenholde de forskellige data, da vi både fik de mere dybdegående svar fra interviewene og et bredere indblik gennem spørgeskemaet.
Value Proposition Canvas
På baggrund af vores research arbejdede vi videre med Value Proposition Canvas. Her tog vi udgangspunkt i den data, som vi havde indsamlet, frem for blot at tage udgangspunkt i vores egne antagelser om målgruppen. Vi brugte brugerindsigterne til at identificere målgruppens jobs, pains og gains, og efterfølgende kunne vi sammenholde dem med Lalandias eksisterende værditilbud.
Vores Value Proposition Canvas (VPC) gjorde det lettere for os at se, hvor der var et match mellem målgruppens behov og det, som Lalandia allerede tilbyder. Det blev samtidig tydeligt, at Lalandia i høj grad kommunikerer de funktionelle værdier, som f.eks. aktiviteter, faciliteter og mange muligheder for hele familien, mens den emotionelle værdi omkring nærvær, fællesskab og gode minder ikke var lige så tydelig. Det var en spændende indsigt, som vi besluttede at arbejde videre med i forbindelse med Lalandias kommunikation og vores idéudvikling.
Brainstorm og idéudvikling
Vi har haft mange forskellige idéer igennem projektet, og vi besluttede derfor, at vi henover weekenden skulle udarbejde et moodboard, så vi kunne præsentere vores forskellige tanker for hinanden. På baggrund af vores moodboards fornemmede vi, at vi havde en fælles retning for det visuelle udtryk. Vi havde til gengæld en masse forskellige idéer til produkterne og deres indhold, og derfor arbejdede vi videre, mens vi sideløbende vendte forskellige muligheder med hinanden. Pludselig kom vi på en rigtig god idé, som skulle danne ramme for vores endelige produkter i forbindelse med projektet.
Det ene produkt bliver en Social Media Brandbook, der skal skabe en tydelig og sammenhængende retning for Lalandias tilstedeværelse på sociale medier. Den vil tage udgangspunkt i Lalandias eksisterende brand og vise, hvordan den visuelle identitet og kommunikation kan omsættes til sociale medier. Den skal samtidig kunne bruges som inspiration på tværs af Lalandias øvrige digitale platforme for at skabe en rød tråd i kommunikationen.
Det andet produkt bliver en Content Strategi Guide, der skal vise, hvordan Lalandia kan arbejde strategisk med og formidle indhold på sociale medier. Den vil tage udgangspunkt i udvalgte indholdskoncepter og vise, hvordan forskellige typer indhold kan bruges til at formidle Lalandias brand og skabe relevant kommunikation til målgruppen. Formålet er at give Lalandia et konkret værktøj til at skabe sammenhængende og strategisk indhold på sociale medier.
Projektdokumentar
Vi har løbende filmet til projektdokumentaren, og det har fungeret rigtig godt. Vi har været gode til at booke kameraudstyr gennem hele processen, så vi har kunne dokumentere forskellige dele af projektet undervejs. Det har også gjort, at vi har fået mange forskellige situationer med. Det har generelt været underholdende at filme, da vi fra starten besluttede at tage udgangspunkt i “The Office”-viben, hvor det gerne må være en smule kikset på den sjove måde.
Rikke havde forberedt et storyboard til vores intro, og det gjorde hele processen meget nemmere. Vi havde på forhånd en idé om, hvilke scener vi skulle bruge, og hvordan introen skulle bygges op. Det viste også, hvor meget det kan hjælpe at have en visuel plan, selv når det er et mere humoristisk og uformelt format.
Den første del af projektdokumentaren er blevet virkelig god, og derfor er det også motiverende at arbejde videre med den, da vi allerede nu kan se, at det bliver en sjov og anderledes måde at vise vores proces på. Vi glæder os til at se det endelige resultat, når vi er færdige med projektet.
SoMe audit
Som en del af vores research udarbejdede vi en SoMe audit med fokus på Lalandias eksisterende kommunikation på sociale medier. Vi tog udgangspunkt i vores netnografiske analyse af 32 opslag fra Instagram fra de seneste to måneder og undersøgte blandt andet frekvens, engagement, indholdskoncepter samt reach- og conversion drivers. Vi kiggede også på Lalandias brug af betalte, ejede og fortjente medier samt på, hvordan de kommunikerer til vores identificerede målgruppe.
Vores SoMe audit har givet os en bedre forståelse af Lalandias nuværende kommunikation og fungerer som et vigtigt grundlag for vores videre idéudvikling, da vi både kan tage udgangspunkt i det indhold, der allerede fungerer, og samtidig undersøge, hvordan det kan kobles tydeligere til målgruppens behov.
Brugertest af SoMe platform
Vi besluttede også at gennemføre brugertests af Lalandias Instagram profil med personer, der matcher vores identificerede målgruppe. Testpersonerne fik en række opgaver, hvor de blandt andet skulle finde indhold fra et bestemt feriecenter, finde inspiration til en familieferie og finde et opslag, som de ville dele med deres familie. Herefter spurgte vi ind til deres oplevelse af profilen og dens kommunikation.
Brugertestene har givet os en bedre forståelse af, hvordan målgruppen oplever Lalandias Instagram profil, og vi fik nogle spændende indsigter, som vi kunne arbejde videre med. Samtidig gav testene os indblik i, hvilke typer indhold og information målgruppen oplever som relevante, hvilket vi kan tage med videre i arbejdet med vores to produkter.
Brugertest af storyboards
Vi gennemførte også brugertests på to af vores storyboard idéer – som er en del af vores indhold til sociale medier – med personer der matcher vores identificerede målgruppe. Vi præsenterede testpersonerne for idéerne og bad dem blandt andet fortælle, hvad de lagde mærke til, hvilke følelser historierne skabte, og hvordan de forstod budskabet og forbindelsen til Lalandia.
Brugertestene gav os indblik i, hvordan idéerne blev opfattet af målgruppen, og om de ønskede følelser og budskaber blev kommunikeret tydeligt. Begge idéer skabte især associationer til minder, nærvær, glæde og kvalitetstid med familien. Testene gav os derfor et grundlag for at vurdere og videreudvikle idéerne, inden vi igangsatte produktionen af indholdet.
Virksomhedsbesøg hos Lalandia i Billund
Vi havde allerede efter vores første besøg hos Lalandia i Billund besluttet, at vi gerne ville besøge dem igen, og vi planlagde derfor besøget løbende. Til at starte med havde besøget til formål at indsamle mere data fra gæsterne, og medarbejderne i Lalandia stod klar til at hjælpe os med dataindsamlingen. Vi besluttede dog i forbindelse med en af vores vejledninger med Marc, at vi havde nok data fra vores identificerede målgruppe, og derfor ønskede vi i stedet at fokusere på content produktionen.
Vi ankom til Lalandia kl. 10.00 og havde en rigtig god oplevelse. Både medarbejderne og gæsterne havde fået besked om, at vi ville komme på besøg og filme content. Vi havde en masse idéer til content og fik filmet og taget en masse billeder, som kunne bruges i forbindelse med produkterne. Vi havde ikke en konkret plan, og det mærkede vi tydeligt under vores besøg. Vi har tidligere haft rigtig gode erfaringer med storyboards, og derfor besluttede vi os for, at vi ville forberede os endnu bedre til næste besøg.
Social Media Brandbook
I forbindelse med udarbejdelsen af vores to produkter delte vi os op i to hold. Det ene hold (Sheila og Rikke) skulle begynde på vores Content Strategi Guide, mens det andet hold (Liana og jeg) skulle begynde på vores Social Media Brandbook. Brandbooken tager udgangspunkt i Lalandias eksisterende brand og har til formål at skabe en tydelig og sammenhængende retning for deres tilstedeværelse på sociale medier.
Vi arbejdede blandt andet med Lalandias kernefortælling, målgruppe, tone of voice, logo, farver, typografi, billedstil og grafiske elementer for at undersøge, hvordan den eksisterende visuelle identitet og kommunikation kan omsættes til sociale medier. Brandbooken skal samle vores anbefalinger og retningslinjer, som kan bruges til at skabe en rød tråd i Lalandias indhold. Den er udviklet med fokus på sociale medier, men kan samtidig anvendes som inspiration på tværs af Lalandias øvrige digitale platforme for at skabe sammenhæng og sikre en rød tråd i kommunikationen.
Det var en mere omfattende opgave, end jeg havde forventet til at starte med. Vi besluttede i første omgang at opbygge den i Figma, så vi kunne arbejde visuelt med strukturen og indholdet. Vi ønskede nemlig at formidle indholdet på en let, overskuelig og visuel måde og dermed undgå for meget tekst. Selvom det var en udfordrende opgave, synes jeg, at vi var gode til at sparre med hinanden undervejs.
Refleksion
Det har virkelig været et langt (men godt) sprint. Det er helt vildt at kigge tilbage og se, hvor meget vi har nået gennem de seneste fire uger. Jeg synes virkelig, at vi er gode til at passe på hinanden i gruppen og til at hjælpe hinanden, når der er brug for det. Det er første gang, at vi har et projekt, der varer i så mange måneder, og det har krævet en del tilvænning, at man pludselig har mulighed for at fordybe sig i opgaverne på en helt anden måde, end man har kunne tidligere. Kommunikationen i gruppen er god, og jeg sætter virkelig stor pris på, at vi kan sparre med hinanden. Jeg kan mærke, at jeg virkelig glæder mig til at gå endnu mere i dybden med content produktionen. Det har været nogle lange uger med rigtig meget skriftligt arbejde på computeren, og selvom jeg elsker at arbejde med strategi, så trænger jeg virkelig til at komme ud og omsætte alle vores idéer til indhold, der kan skabe værdi for målgruppen og klienten. Det bliver så spændende. Det har været et langt sprint, og til en af vores vejledninger med Marc fik vi feedback på vores scrumboard. Vi besluttede derfor at ændre strukturen og længden på vores sprints. Jeg tror, at det bliver rigtig godt at have kortere sprints, og jeg ser frem til at arbejde “rigtigt” med scrum fremadrettet.
Sprint 3: Uge 41 – 42
Det andet sprint fløj afsted, og alligevel føler jeg, at det er en evighed siden, at det startede. Vi har virkelig arbejdet meget, og det føles godt, at vi indtil videre har kunne overholde vores deadlines i forhold til de mange opgaver, som vi har arbejdet med. Dette sprint kommer til at omhandle vores produkter, som vi allerede er i fuld gang med at udarbejde. Vi skal færdiggøre indholdet til vores brandbook og content strategi guide, og så skal de opsættes visuelt, så det eneste, der mangler at indsættes, er eksemplerne på content til vores forskellige indholdskoncepter. Derudover har vi omstruktureret vores scrumboard, som skal hjælpe med at effektivisere vores arbejde med de forskellige opgaver.
Omstrukturering af scrumboard
På baggrund af den feedback, som vi modtog i forbindelse med vores første pitch og til vores vejledning med Marc, besluttede vi at omstrukturere vores scrumboard, når det næste sprint skulle begynde. Vi har haft rigtig gode erfaringer med den måde, som vi har brugt scrum på indtil videre, men ønskede samtidig at bruge det “rigtigt” og kunne se mange fordele ved at omstrukturere vores scrumboard nu. I stedet for at dele opgaverne ud på de forskellige dage i et sprint har vi nu samlet det hele, så vi har én backlog, én to do, én in progress og én done pr. sprint. Jeg er sikker på, at det kommer til at effektivisere vores arbejde, da man ofte kan have tendens til at tage sig god tid til en opgave eller holde tidligere weekend, hvis man kan se, at man er godt med på opgaverne.

Feedback og sparring med makkerteam
Om mandagen aftalte vi at mødes med vores makkerteam (nr. 9), så vi kunne give hinanden feedback på vores arbejde og samtidig sparre med hinanden om processen og de forskellige opgaver. Det fungerer rigtig godt at have et makkerteam til dette projekt, da vi alle har forskellige klienter. Det betyder, at man bedre kan være “neutral”, når man giver feedback til hinanden. Det var rart at høre, at de kunne genkende nogle af de udfordringer, som vi selv har siddet med i forbindelse med nogle af opgaverne. Det var en rigtig god oplevelse, og det var spændende at se, hvordan de havde grebet projektet an.
Vejledning og feedback
I forbindelse med udarbejdelsen af vores Social Media Brandbook og vores Content Strategi Guide havde vi brug for at få feedback fra Rasmus, og derfor startede vi også ugen med at tage til online vejledning. Vi havde arbejdet meget målrettet og havde derfor mulighed for at præsentere begge produkterne visuelt i Figma, hvilket fungerede rigtig godt. Vi fik rigtig god feedback på vores produkter, og han havde nogle rigtig gode foreslag til, hvordan vi kunne formidle indholdet i de to produkter endnu bedre, så vi netop holder fast i de visuelle eksempler og formuleringer, som også kan forståes af dem, der ikke nødvendigvis kender til de mange faglige begreber.
Vi besluttede os for at fortsætte det målrettede arbejde, da vi ønskede at have forbedringerne klar om torsdagen, så vi allerede der kunne få feedback fra Rasmus – og det lykkedes for os. Vi var alle fire enormt begejstrede for forbedringerne, og vi var derfor meget spændte på at høre, om han delte samme begejstring. Det gjorde han heldigvis. Det var virkelig fedt! Vi havde en brandbook, der var klar til at blive brugertestet, og en Content Strategi Guide, der kun manglede få visuelle forbedringer, inden den var klar til at blive brugertestet.
Brainstorm af konkrete SoMe eksempler
I vores tidsplan havde vi allerede tidligt i projektet besluttet, at vi ønskede at “holde efterårsferie” derhjemme, og derfor havde vi placeret flere små opgaver i uge 42, som man kunne arbejde på derhjemme, når man havde tid, lyst og overskud til det. En af opgaverne var, at vi skulle brainstorme idéer til konkrete SoMe eksempler, som skulle tage udgangspunkt i de indholdskoncepter, som vi har defineret i vores Content Strategi Guide. Planen er nemlig, at vi i starten af det næstkommende sprint skal udvælge det indhold, som vi ønsker at lave, og herefter igangsætte produktionen af indholdet. Vi havde lavet en side i FigJam, hvor der var plads til at brainstorme alle idéerne, og så samler vi op i fællesskab efter efterårsferien.
Refleksion
Det har været et rigtig godt sprint, og den nye struktur har virkelig fungeret godt. Jeg føler, at vi har arbejdet endnu mere effektivit, end vi plejer, og det har været nemmere at kaste sig over nye opgaver, når man var klar til det. Jeg synes også, at det har været rart med et kortere sprint. Det er især rart, at vi har vores Sprint Review og Retrospektiv, så vi efter kun to uger har mulighed for at evaluere og implementere forbedringerne. Det gør processen meget mere overskuelig, og jeg tror virkelig, at vi kommer til at mærke en kæmpe forskel gennem den sidste del af projektet. Jeg er virkelig glad og tilfreds med de to produkter, som vi har udarbejdet i dette sprint, og mærker samtidig en kæmpe lettelse over, at vi fortsætter med at overholde vores deadlines. Tidsplanen holder, og vi arbejder målrettet for at nå i mål med nogle gennemarbejdede produkter, som vi kan være stolte af og tilfredse med. Kommunikationen er stadig god, og selvom vi har “holdt efterårsferie”, har vi stadig tjekket ind hos hinanden. Det er rart, at vi har tillid til hinanden, og at man kan regne med, at vi alle overholder de aftaler, som vi har lavet. Det gør, at man kan slappe mere af og fokusere på sine egne opgaver, samtidig med at vi står klar til at hjælpe hinanden, hvis en opgave skaber udfordringer.
Sprint 4: Uge 43 – 44
Dette sprint bliver en smule anderledes end de andre sprints gennem projektet, da vi sideløbende har vores valgfagsprojekt, der omhandler foto og video. I starten af projektet besluttede vi, at vi gerne ville tage hensyn til valgfagsprojektet i vores tidsplan, og derfor er vi alle fire også indstillede på, at valgfagsprojektet kommer i første række i dette sprint. Vi har dog stadig en masse mindre opgaver, som vi arbejder på løbende. Vi skal have rettet de sidste småting i vores Content Strategi Guide, forberede pre production til vores indholdsproduktion, aftale næste virksomhedsbesøg hos Lalandia og forberede vores andet projektpitch, som vi skal fremlægge i starten af det næstkommende sprint.
Indsæt overskrift…
Indsæt tekst…
Indsæt overskrift…
Indsæt tekst…
Indsæt overskrift…
Indsæt tekst…
Indsæt overskrift…
Indsæt tekst…
Indsæt overskrift…
Indsæt tekst…
Indsæt overskrift…
Indsæt tekst…
Refleksion
Indsæt tekst…
